OL for pensionister

Søparken i Frederikshavn afholdte tirsdag det første OL for deres plejehjemsbeboere nogensinde.

Brydning og løb var i dagens anledning skiftet ud med ærteposekast og trehjuletcykling. Målet var at vinde den eftertragtede vandrepokal.

- Mit mål er vandrepokalen. Den er så flot - prøv at tænk at kunne gå og kigge på den hver dag, siger Paula Kjær, der kommer godt fra start i ærteposedysten.

På den modsatte bane, er Henning Jensen i gang med at slå rekord i præcisionskast med petanquekugler.

- Hvis der er nogen, der får flere point end mig, bruger de doping. Så jeg vil have dopingkontrol, hvis jeg ikke vinder, siger Henning Jensen til kontrolløren.

Vinderen af Søparkens første OL blev hus nummer syv - og de seks andre huse må nu vente et helt år, før de kan få revanche.


Seneste nyt

fra Nordjylland