Oldekoller en gevinst for kommuner
Oldekoller - bofællesskaber for ældre - er på bundlinjen en gevinst for kommunens økonomi, oplyser P4 Nordjylland.
Aalborg og Frederikshavn kommuner har hver et par kollektiver for ældre og kan se en økonomisk gevinst i boformen.
- Man vil i længere tid være selvhjulpen, og det er vi selvfølgelig glade for. Det er både godt for de ældres livskvalitet, men det vil selvfølgelig også sparre kommunen for penge, siger myndighedschef på ældre- og handicapområdet i Aalborg Kommune, Ove Jensen.
Der ligger to registrerede oldekoller i Aalborg kommune og to i Frederikshavn kommune, hvor ældrechef Hanne Bjørnlund også kalder oldekoller sund for kommunekassen.
- Der er ingen tvivl om, at når man kan styre sit eget liv, som man kan i et kollektiv, så giver det livskvalitet. Og det er med til, at man kan klare sig selv længere, hvilket vi regner med på længere sigt giver en sund økonomi for kommunen, siger Hanne Bjørnlund.
Ældresagen har fem bofællesskaber kun for ældre registreret i Nordjylland. På landsplan er der 350.