Om lidt skiftes sensommervejret ud
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Søndag eftermiddag træder vi ind i vinterhalvåret.
Danskerne er søndag stået op til en morgen med udbredt tåge rundt om i landet. Stedvis er der meldinger om en sigtbarhed ned til omkring 50 meter.
Med en så kort sigtbarhed, skal man passe ekstra på i trafikken.
Som dagen skrider frem, forventes tågen at lette, og endnu en flot sensommerdag med masser af sol viser sig frem.
Men det er om at nyde dagens vejr, for sensommervejret synger på sidste vers.
Her får du et overblik over dagens vejr – og til sidst dagens detalje.
Tågen letter
Morgentågen har særligt ramt Jylland, men også på øerne er der observeret både dis og tåge.
Først i løbet af formiddagen begynder tågen for alvor at lette. Det sker i takt med, at solen får mere magt.
Ved middagstid forventes de fleste danskere at have nogen eller en del sol. Men ligesom lørdag er der langs østvendte kyster risiko for havgus gennem hele dagen.
Eftermiddag: Lunt og solrigt
I langt det meste af landet er der altså udsigt til solrigt sensommervejr i eftermiddag – særligt i Jylland kan solen dog fremstå sløret.
Størst risiko for havgus er der langs den østjyske Kattegatkyst.
Når det bliver varmest, er det med temperaturer på mellem 18 og 22 grader. De højeste temperaturer forventes at blive målt over de østlige landsdele.
Vinden bliver dagen igennem svag til jævn fra østlig retning.
Aften: Solrigt vejr afløses af risiko for tåge
Det solrige vejr kan nydes indtil solnedgang, som finder sted mellem klokken 18.57 i Nexø og 19.24 i Hanstholm. Ved solnedgang ligger temperaturen på mellem 15 og 18 grader.
Ud på natten er der igen risiko for tågedannelse.
Dagens detalje
Søndag markerer overgangen til vinterhalvåret. Det sker klokken 14.43, hvor der er efterårsjævndøgn.
Samtidig bliver søndagen den sidste meget flotte sensommerdag, da vi går ind i en uge med vådere og mere ustadigt vejr.