Opfordrer borgmester til at gå af

DF's Rikke Karlsson opfordrer på baggrund af Rebildsagen borgmester Anny Winther til at gå af.

Tirsdag modtog Rebild Kommune ankestyrelsens redegørelse om kommunens håndtering af Rebildsagen, hvor en 56-årig familiefar er tiltalt for omfattende seksuelt misbrug af sine egne børn og børn uden for familien.

Ankestyrelsen udtrykker kraftig kritik af Rebild Kommune, som ifølge redegørelsen burde have reageret langt tidligere på de alvorlige underretninger i Rebildsagen.

På den baggrund vil Dansk Folkepartis Rikke Karlsson nu opfordre borgmester Anny Winther til at gå af.

- Borgmesteren har selv været ude og erkende, at det er et politisk ansvar, og hun har selv været ude og erkende, at der er sket fejl i behandlingen af sagen. På det grundlag mener jeg ikke, at hun har været sin opgave voksen, og derfor vil jeg opfordre Anny Winther til at gå af, siger Rikke Karlsson til TV2/NORD.

Der falder i øvrigt dom i misbrugssagen torsdag.


Seneste nyt

fra Nordjylland