Oprydning efter gylleudslip overstået

Omkring klokken 15 tirsdag eftermiddag kunne beredskabet tørre sveden af panden og glæde sig over, at oprydningen efter gylleudslippet nord for Hjallerup endelig var overstået.

De kommunale miljøteknikere kunne godkende oprydningen ved 15 tiden tirsdag, og dermed var forureningen stoppet.

Gyllen, der slap ud fra en ejendom nord for Hjallerup var ellers nået hele vejen til Hjallerup og Ørum via de omkringliggende vandløb, men nu er der så lidt tilbage, at det knap kan spores.

Den opsamlede gylle er kørt tilbage til tanken, hvor det kan ligge trygt. Udslippet skyldtes nemlig ikke en utæthed i selve tanken, men en teknisk fejl på anlægget.

I alt otte brandmænd og tre slamsugere arbejdede på højtryk det meste af dagen.

- Så det var rart at komme tilbage på stationen til et dejligt langt og varmt bad, siger holdleder Peter Mejlvang med et smil på læben.


Seneste nyt

fra Nordjylland