Ordkraft får 400.000 kr
Foto: TV2/Nord
Ordkraft Festival får nu en kontant anerkendelse af den store betydning, idet den store ord-, sprog- og litteraturfestival får bevilliget 400.000 kroner i årlig støtte fra Aalborg Kommune.
Fra 150.000 til 400.000 kr. i årlig støtte. Det er Aalborg byråds kontante anerkendelse af den store betydning, som Ordkraft Festival har for at sætte byen og egnen markant på det kulturelle landkort - og dermed være med til at understrege den omstilling, som Aalborg er inde i med fuldt tryk på uddannelser, kreativitet og dynamik.
Og de kommunale kroner falder på et tørt sted.
- Vi har på egen krop oplevet, at en stadig større del af kulturlivet finansieres af fonde og private virksomheder, og at kampen om kulturkronerne er hård. Vi er taknemmelige for den opbakning, som fonde, foreninger, organisationer og private virksomheder har vist - og stadig viser - Ordkraft, men med den øgede kommunale støtte står vi på mere fast grund, når vi skal skaffe de 1,3 mio. kr., som budgettet for festivalen lyder på. Og så synes vi også, at byrådets ja til at øge støtten til Ordkraft er et skulderklap til den kæmpemæssige indsats, der ligger bag hvert års festival, siger Ordkrafts formand, Jørgen Pyndt.
Foreningen Ordkraft har indtil nu afviklet fem festivaler i træk, og den sjette, der finder sted i dagene 7.-9. april 2016, er allerede under fuld planlægning. Og alt tyder på, at også næste år vil de fleste af de mest aktuelle og "varme" forfattere, lyrikere, musikere, teatermennesker, journalister og andre ord-folk strømme til Kulturcenter Nordkraft, der er den faste og inspirerende ramme om festivalen.
Borgmester Thomas Kastrup-Larsen (Socialdemokraterne) lægger ikke skjul på, at Ordkraft som nyskabende kulturel event har stor betydning for brandingen af "det nye Aalborg" med masser af kulturelle tilbud på et højt niveau.
- Jeg og det øvrige byråd er meget imponeret over den begivenhed, som folkene bag Ordkraft har skabt gennem en enorm frivillig indsats. Det er med til at skabe et positivt fokus på Aalborg og Nordjylland, og det har vi brug for. Vi ved jo, at når nye innovative virksomheder og kreative mennesker i det hele taget skal etablere sig, så kigger de sig om efter byer, hvor der er gang i kulturlivet. Her er Ordkraft en afgørende medspiller, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Udover den øgede kommunale bevilling kan Ordkraft Festival glæde sig over, at to af de fonde, der har støttet lige fra begyndelsen - Spar Nord Fonden og Det Obelske Familiefond - hver især støtter Ordkraft 2016 med 100.000 kr. Dertil kommer opbakning fra en række foreninger, organisationer og enkeltvirksomheder i Aalborg.