Østerådalen rundt
130 kontantshjælpsmodtagere løb fredag fem kilometer orienteringsløb.
I dag tog 130 kontanthjælpsmodtagere, der deltager i Aalborg Kommunes aktiveringsprojekter, løbeskoene på og deltog i et fem kilometer langt orienteringsløb i Østerådalen i Aalborg. Meningen med løbet er, at sætte fokus på sundhed og at få deltagerne til at røre sig noget mere. Men der er også fokus på de sociale kompetencer.
- Mange af de poster de skal ud på, har noget med samarbejde at gøre, så der er også nogle ting, der opkvalificerer dem i forhold til at komme ud på arbejdsmarkedet bagefter, fortæller Anita Lindholm, der er løbsarrangør.
For deltagerne handler det også i høj grad om at få en god dag i selskab med andre, end det handler om opkvalificering og kompetenceafklaring.
- Ud over frisk luft og lidt motion, så er det det sociale samvær. At komme ud og snakke lidt med nogle af de andre også. Det er rart, man kommer lidt væk fra det daglige, fortæller deltager Sherzad Anderakht.
Løbet blev i år afholdt for tredje gang, og efterspørgslen har været så stor, at Aalborg Kommune nu vil overveje, om der skal åbnes for flere tilmeldinger.