Otte bankchefer tiltales for kursfup

Bagmandspolitiet rejser den hidtil største sag om kursmanipulation i bankverdenen. EBH-chef tiltalt for at bruge sin kone som stråmand.

Otte tidligere chefer i Sparekassen Kronjylland og i de to krakkede banker EBH Bank og Morsø Sparekasse tiltales for kursfup. Det er den hidtil største sag om kursmanipulation i bankverdenen.

Det bekræfter en af de tiltaltes advokater over for DR Nyheder.

Tiltalen drejer sig også om mandatsvig og bedrageri. Anklagen har været ventet i lang tid, og den skal behandles af Retten i Hjørring, oplyser Bagmandspolitiet.

Blandt de tiltalte er den tidligere bestyrelsesformand Egon Korsbæk fra EBH Bank.

Tiltalt er også blandt andre daværende EBH-direktør Finn Strier Poulsen, daværende Morsø Sparekasse-direktør Jørn Balch Christensen og tidligere Sparekassen Kronjylland-direktør Jacob Leth.

Svindlen, der også involverer flere af de tiltaltes hustruer, er foregået tilbage i 2008.

Den påståede strafbare jonglering med kursen drejer sig om aktier i Vestjysk Bank og i Keops obligationer.

- Der er tale om en meget kompleks sag, og grundet den store samfundsmæssige betydning har efterforskningen haft meget høj prioritet, udtaler statsadvokat Jens Madsen i en pressemeddelelse.

Kriminaliteten skal være sket ved, at der blev indkøbt værdipapirer til cheferne selv eller deres hustruer. Derefter blev der givet købs- og salgsordrer for at få kursen op på et kunstigt højt niveau, hævdes det.

Svindelen skal være sket fra januar 2008 til august 2008. Straframmen er op til otte års fængsel.

Sagen er meget tungere end en tidligere sag, hvor de to tidligere direktører i henholdsvis EBH Bank og i Sparekassen Himmerland hver blev idømt ubetinget fængsel i fem måneder for kursmanipulation.

Finn Strier Poulsen og Svend Jørgensen har dog begge anket til Vestre Landsret, og det har i øvrigt også Sparekassen Himmerland, som blev straffet med en bøde på fem millioner kroner.

Dommen blev afsagt af Retten i Hjørring i marts.


Seneste nyt

fra Nordjylland