Outsider i betragtning til borgmesterpost
Foto: TV2/Nord
Nummer to på Læsølisten kan meget vel være i betragtning til borgmesterposten.
Læsølisten får to mand i Læsøs ni mand store byråd, men i modsætning til hvad alle har troet, er det ikke nødvendigvis listens spidskandidat Kim Rulle der overtager borgmesterposten.
Nu nævnes 34-årige Tobias Johansen, der er Læsølistens andet mandat i det nye byråd, nemlig som mulig borgmester i Dansmarks mindste Kommune.
Selv vil han dog ikke høre tale om det endnu.
- Vi skal have en stille og rolig snak om tingene. I aften spiller følelserne nok meget ind for mange af de nyvalgte. Sidst endte det i noget fnidder og det har vi ikke brug for. Vi skal videre. Men jeg vil sige, at hvis man peger på mig, er jeg klar til at påtage mig ansvaret.
Johannes Andersen, der er med i TV2/Nords valgstudie noterer en enkelt ting i forhold til at Tobias Johansen som outsider er i betragtning til borgmesterkæden.
- Det burde tænde en advarselslampe at de to fra Læsølisten, der er blevet valgt ikke ved hvem af dem, der skal være borgmester.