ØV-ØV-ØV: Hobro IK bryder sammen kort før tid
Foto: Andreas Falck Jensen
Målmand Jesper Rask var en enmandshær under konstant beskydning mod FCK. (arkiv)
Det levende hegn Jesper Rask blev skudt i sænk i kampens sidste minutter.
Træner Jonas Dal sagde det inden kampen: Det blev en kamp på Hobros halvdel. Og lige fra kampstart satte københavnerne dda også nordjyderne under pres.
Hobro bed dog fra sig med næb og klør i forsvaret, og specielt målmand Jesper Rask var på overarbejde langt oppe i det røde felt det meste af kampen.
Med flere klasseredninger var han en solid sidste skanse i langt det meste af kampen, selvom forsvaret i flere tilfælde lod ham i stikken.
Det langvarige bombardement fik til sidst svækket Rask så meget, at han måtte give fortabt, da hjemvendte Andreas Cornelius opsamlede en løs bold i det lille felt, som han hamrede ind ved stolpen blot få minutter før tid.
Forløsningen hos det hjemvendte bysbarn var tydelig, og lige så tydelig var skuffelsen hos Hobro-spillerne, da de endnu en gang gik tomhændede fra grønsværen.
Hobro IK har efter ni kampe kun skrabet sølle syv point sammen med fire nederlag i de sidste fem kampe.