Over 1000 elever samlet til uddannelsespolitisk topmøde

Mette Frederiksen (S) og Morten Østergaard (R) var i dag sammen med elever fra 23 gymnasialeuddannelser fra hele Nordjylland til uddannelsespolitisk topmøde.

Stolerækkerne var fyldt op og nogle måtte endda sidde langs kanten i gymnastiksalen, da der var uddannelsespolitisk topmøde på Aalborghus Gymnasium i dag.

Det store fremmøde hang sammen med, at de to hovedtalere ved dagens debatmøde var statsministerkandidat og formand for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, og formanden for Radikale Venstre, Morten Østergaard.

Med udgangspunkt i uddannelsespolitik skulle de to formænd diskutere med både lokalpolitikere og de fremmødte gymnasieelever, og her blev det helt store tema for de to partiformænd det såkaldte omprioriteringsbidrag, der betyder, at uddannelser skal spare to procent hvert eneste år. Det har gjort det svært for de små uddannelser ude i de små byer at få økonomien til at passe.

quote - Der skal også være et gymnasium i Fjerritslev og gode uddannelsesmuligheder i Thisted.

Mette Frederiksen, Formand, Socialdemokratiet

- Det er ikke nok, at Aalborg er en stærk uddannelses by. Der skal også være et gymnasium i Fjerritslev og gode uddannelsesmuligheder i Thisted, siger Mette Frederiksen (S).

- Problemet er, at institutioner lukkes, fordi økonomien ikke er til at holde dem åben. Derfor mener vi, at man skal få ekstra penge, hvis man holder små uddannelsesinstitutioner, lang fra de store byer, åbne, siger Morten Østergaard (R).

Se indslaget her.

Derfor ønsker begge partiformænd også, at omprioriteringsbidraget skal skrottes således at ingen uddannelser bliver tvunget til at finde besparelser på to procent hvert år.

- Det vi gerne vil, det er at se på, om vi, lige som med udflytning at statslige arbejdspladser, også kan udflytte uddannelsesinstitutioner. Det skal gerne gøre sig gældende i hele landet – også i Nordjylland, siger Mette Frederiksen (S).

quote Vi skal ikke opleve at uddannelsesmulighederne bliver færre og færre uden for de store byer.

Morten Østergaard, Formand, Radikale Venstre

- Jeg synes, at det er afgørende at på et tidspunkt, hvor det går bedre i Danmark, end det har gjort i mange år, at vi ikke skal opleve at uddannelsesmulighederne bliver færre og færre uden for de store byer. Der skal være uddannelser i hele Danmark, siger Morten Østergaard (R).

Blandt eleverne på de fyldte stolerækker var der stor interesse til dagens debat. Eleverne deltog aktivt og ville gerne høre de to partiformænds holdninger på flere områder.

- Det har været spændende. Der har været interesse i at finde ud af, hvad der foregår med vores uddannelser, siger Elisabeth Asta Sørensen, der går i 3.g på Aalborg Tekniske Gymnasium.


Seneste nyt

fra Nordjylland