Overrasket Palle fik trillinger: - Hun var satme tyk
Her ses Palle Panduro med sine trillinger.
Mælken stod ud af yveret - kort efter oplevede Palle noget, han aldrig troede, der ville ske.
Muuuuuuh, lyder det i baggrunden. Med god grund. For Palle Panduro er at finde i stalden, og her har han været mere de seneste dage, end han plejer.
I weekenden oplevede han nemlig det, han selv betegner som en sensation. Palle Panduro har et lille hobbylandbrug med seks moderdyr og ejer Hjallerup Slagtehus.
Lørdag var forventningen, at han fik en ekstra kalv eller måske endda to. For kælekoen, som han kalder sin ene fredede 5-årige ko, var nemlig blevet meget stor.
- Den var satme tyk. Mælken stod ud af yveret på hende, og jeg tænkte "det kan da ikke passe, at den ikke snart kommer ud", siger Palle Panduro.
Sidst på eftermiddagen var slagtermesteren ude at se til sin ko, og der stod hun og spiste, som om intet var hændt. Derfra gik det dog umådelig hurtigt.
Sker sjældent
Først kom der én, derefter endnu en og minsandten om der ikke også kom en tredje.
- Hun fik lidt ro, efter hun havde født de to første, og så var der pludselig tre. Jeg var ellevild over, at der kom tre, og det kommer jeg nok aldrig til at opleve igen, fortæller kvægejeren.
Ifølge Landbrugsinfo sker det, som Palle Panduro oplevede også ret sjældent. Kun 13 gange om året føder en ko tre levende kalve på en gang.
Faktisk sker det kun nogle få hundrede gange ud af en million fødsler.
Kalvene lever fortsat i bedste velgående og skal nu øremærkes, inden de skal slagtes, når de bliver 12-14 måneder gamle.
- Jeg havde overhovedet ikke forventet, at jeg ville få tre kalve fra en ko, men det er da skønt, siger Palle Panduro.