Overskud til Vrå Højskole
På trods af et turbulent år, med brand i forstanderboligen, genopretningsplan og finanslovsstramninger kommer Vrå Højskole ud af 2010 med et lille overskud på knapt en halv million.
Med nogle få reduktioner på personalesiden, inklusiv en omlægning af rengøringen er det lykkedes Vrå Højskole at komme fornuftigt ud af 2010. Et fyldt forårssemester, en sommer med korte kurser og et næsten fyldt efterårssemester er årsagen til overskuddet.
Til forårets semester, der starter den 9. januar, er der tilmeldt 65 unge på det lange forløb. Viceforstander på højskolen, Søren Ottzen, er sikker på, at der julen og nytåret over vil komme flere tilmeldinger, sådan at skolen kan starte med fuldt hus, 75 elever, i 2010.
- Med Hjørring Kommunes udmeldinger om lommepengeordning ser vi lyst på det kommende år. Lommepengeordningen går kort ud på, at unge der ansøger om kontanthjælp, i stedet for kan komme på højskole med lommepengene betalt. Det er en tiltrængt støtte kommunen giver de unge i et presset uddannelsessystem.