To på springtur: indbrud, hærværk og påkørsel af betjent
Foto: arkivfoto
To fanger fra Kragskovhede begik flere indbrud og hærværk for at slutte med at påkøre en betjent.
To unge mænd brød i aftes ud fra Kragskovhede fængsel. Efter at have stjålet en bil, begik de indbrud i Jerslev og Aalborg. Efter at have begået hærværk på fire biler, sluttede turen med at køre ind i en betjent.
Omkring 19-tiden i aftes, fik politiet besked på at to fanger i Kragskovhede var sluppet ud.
Det viste sig, at de to unge mænd på henholdsvis 21 og 24 år, havde stjålet en bil i nærheden. Ved midnat gik turen til Jerslev, hvor de begik indbrud i Sparekassen Vendsyssel.
I Aalborg en time senere, begik de indbrud i en Røde Kors Butik på Hadsundvej. Derefter stod den på hærværk på fire biler.
En af politiets patruljer får kontakt med de to fanger, der forsøger at undslippe. Fangerne kører ind på Hirsevej der er blind. Flere patruljebiler er kommet til. Alligevel forsøger fangerne at undslippe og påkører en betjent hvorefter politiet får fat i dem.
Det viser sig at føreren af den stjålne bil er beruset, og ikke har kørekort.
Begge sad i Kragskovhede fængsel og afsonede domme for berigelse og vold.