Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

På trods af 50 års aldersforskel havde Lise Nørgaard og Jens-Christian et unikt venskab

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix & Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Jens-Christian husker tydeligt, hvordan journalisten fortalt om en særlig aften i Aalborg.

Festlig, begavet og skarp. 

Sådan beskriver Jens-Christian Wandt sin gode veninde Lise Nørgaard.

50 års aldersforskel holdt på ingen måder de to fra at udvikle et helt unikt venskab gennem årene. 

- Jeg lærte Lise at kende i året 1996, da vi begge var inviteret til en udstilling på Statens Museum for Kunst, hvor modeskaberen Erik Mortensen udstillede sine kreationer, og Dronningen åbnede udstillingen, fortæller Jens-Christian Wandt.

- Jeg er jo en høj mand og Lise er en mindre dame, så hun spurgte mig hele tiden; "hvad sker der nu, du kan jo se det", griner han. 

Efter udstillingen gik de to ud i cafeen for at få en kop kaffe, og det var starten på et langt venskab.

Mange minder

Samme år, som de to mødtes, blev Jens-Christian Wandt 30 år, og her fik Lise Nørgaard en invitation.

- Lise blev 80 året efter, hvor jeg også var inviteret med, og jeg husker særligt den fødselsdag, hun holdt for de nærmeste hjemme i København. Jeg sad mellem Lise og Helle Virkner, og ved siden af hende sad Erik Balling. Det var jo fantastisk at sidde og høre deres samtaler, fortæller Jens-Christian Wandt. 

Han var også inviteret med til hendes 100 års fødselsdag, hvor konditerriet La Glace ønskede at hylde journalisten med en særlig kage. 

- Jeg blev kontaktet af La Glace, som ville lave en Lise Nøregaard kage, og så ville de gerne have, at jeg spurgte hende, fordi hun nemmere kunne sige nej til mig. Hun svarede med det samme, at hun jo hader kager, fordi hun godt vidste, at søde sager feder, og det er en ting, som altid har fulgt hende, også til sidst når vi besøgte hende, ville hun ikke have søde sager, forklarer Jens-Christian Wandt.

Før hun kom på plejehjem, ville hendes veninder gerne komme forbi med kaffe og brød, men det gad hun satme ikke

Jens-Christian Wandt

- Det endte dog med, at hun sagde ja, fordi de ville give indkomsten til et godt formål, og der sagde hun med det samme, at så skulle pengene gå til Danner, fordi det fyldte meget for hende, at kvinder havde rettigheder. 

Jens-Christian Wandt var med til at hente Lise Nørgaard og bringe hende til La Glace, og her kom han også med en lille opsang til den kagehadende fødselar. 

- Jeg fortalte hende; "lige meget hvad, er du nødt til at synes, den her kage er vidunderlig, for der står en konditor, der er rigtig spændt på din reaktion", griner han. 

- Hun endte med at spise hele kagen og sagde også, at den var rigtig god, så det hele endte godt. 

En festlig kvinde

Fødselsdagene var langt fra de eneste fester, som Jens-Christian Wandt og Lise Nørgaard deltog i. Generelt beskriver lederen for Verdensballetten nemlig journalisten, som værende en festlig kvinde.

- Før hun kom på plejehjem, ville hendes veninder gerne komme forbi med kaffe og brød, men det gad hun satme ikke. De kunne komme forbi til en drink, fortæller Jens-Christian Wandt. 

- Hun var generelt frisk og gik til frokost- og middagsaftaler til det sidste. Hun havde nok to-tre frokostaftaler om ugen, og hun var aldrig til at drive hjem, griner han og forklarer, at de to engang var gået hjem mellem klokken et og to om natten, selvom Lise Nørgaard dengang var over 100 år gammel.

Her er de to til prøvesmagningen af "Lise Nørgaard Kagen" - som La Glace skabte i anledning af Lises 100 års fødselsdag i 2017. Foto: Privatfoto

Meget begavet 

Udover det festlige humør husker Jens-Christian Wandt også Lise Nørgaard som en kvinde med utrolig stor viden.

- Hun var meget skarp, fordi hun jo havde levet i en periode, hvor der er sket allermest. Det er vildt alt det, hun har oplevet de sidste 100 år. Hun var fuldstændig opdateret på, hvad der skete i verden både politisk og kulturelt, og da jeg sidst besøgte hende, sad hun med hovedet helt oppe i skærmen, fordi hun skulle følge med i regeringsforhandlingerne.

Hun havde nok to-tre frokostaftaler om ugen, og hun var aldrig til at drive hjem

Jens-Christian Wandt

Lise Nørgaards begavethed var også noget af det, som Jens-Christian Wandt særligt nød, når det kom til deres venskab.  

- Det var jo vanvittig berigende, og der var mange ting, som jeg også sørgede for at spørge hende om, fordi hun ligesom havde oplevede tingene. Man lærte virkelig noget. 

Sidste stund sammen

Efter Lise Nørgaard kom på plejehjem, sørgede Jens-Christian Wandt stadig for at besøge hende, så ofte han kunne. 

- Vi forsøgte at ses en gang om måneden, og det lykkedes vi egentlig godt med. 

- Sidste gang jeg besøgte hende var få uger før jul, hvor en af sygeplejerne kom med hendes nye bog, som vi to åbnede sammen. Det var første gang, at hun så sin sidste bog, og det var rigtig sjovt at være med til, fortæller han.

Her ses Jens-Christian Wandt og hans mand Rasmus Bergstrøm sammen med Lise Nørgaard.

Selvom venneparret har oplevede utrolig meget sammen, så lykkedes det aldrig for dem at komme afsted til Skagen - og Nordjylland - sammen, på trods af at Jens-Christian Wandt selv bruger adskillige timer i det nordligste Nordjylland hver sommer. 

- Vi har tit talt om at lave noget i Skagen, men det blev desværre aldrig til noget, og de sidste fem år kunne hun ikke rigtig rejse så meget, fortæller han, mens han dog tydeligt husker en særlig aften i Aalborg.

- Til gengæld talte hun meget om en aften, hun var i Musikkens hus i Aalborg med Cecilie Frøkjær. Hun snakkede meget om, hvordan publikum havde modtaget hende med varme, og hvordan hun var blevet meget rørt over det. Hun nævnte det som en meget stor oplevelse, og det var faktisk en af hendes sidste optrædener foran et publikum, slutter han.


Aalborg Håndbold forlænger lang stime i jævnbyrdig topkamp

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg Håndbold ligger nu på førstepladsen i herrernes håndboldliga.

Artiklen opdateres med reaktioner fra Aalborg-lejren.

Der var topkamp på menuen lørdag eftermiddag, da Aalborg Håndbold tog imod Fredericia på hjemmebane i herrernes håndboldliga.

Aalborg Håndbold gik ind til kampen som favoritter. Både på grund af deres sejrsstime på ni sejre i streg, og ydermere fordi gæsterne fra Fredericia ikke havde vundet i Aalborg i dette årtusinde.

Der var altså lagt op til en aalborgensisk sejr, og til sidst var det også sådan, at det endte. I en tæt og jævnbyrdig affære trak Aalborg Håndbold sig sejrrigt ud af opgøret og vandt med 32-30. Dermed har klubben nu vundet ti kampe i streg.

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Afgørelse i de sidste minutter

Fredericia HK kom ellers bedst fra start og kom foran 3-1. Derfra fulgtes de to hold ad, inden Aalborg Håndbold kunne gå til pause med en føring på 14-13.

I anden halvlegs begyndelse var det Aalborg Håndbold, som kæmpede for at lave et hul, der var større end smalle et- og tomålsføringer, men Fredericia bevarede hele tiden kontakten. Midtvejs i anden halvleg mistede Aalborg Håndbold momentum i kampen, og med tre scoringer i streg gik Fredericia fra 21-21 til 23-21.

I en tæt slutfase havde Aalborg Håndbold det største overskud, og med fire scoringer i de sidste minutter endte opgøret 32-30.

Med sejren ligger Aalborg Håndbold på en delt førsteplads med 27 point for 16 kampe. Næste opgave for aalborgenserne er på onsdag, når Skjern Håndbold kommer på besøg i pokalturneringen.

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Brand hos ungdomspartier muligvis påsat: - Det er rigtig ærgerligt

Foto: Per Frank Paulsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nordjyllands Politi skal lave nærmere undersøgelser for at finde ud af brandårsagen - heriblandt om den har været påsat.

Det var en ubehagelig overraskelse, som Liberal Alliances Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg stødte på lørdag morgen.

I løbet af natten har der været en mindre brand på Skudehavnsvej i Aalborg i den bygning, hvor de to ungdomspartier hører til.

- Jeg og min kæreste har været dernede i dag for at kigge på det. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, siger Lærke Hermansen, der er lokalformand for Liberal Alliances Ungdom i Aalborg.

Muligvis påsat

Branden forårsagede kun udvendige skader, men Nordjyllands Politi fortalte tidligere lørdag, at der skal laves nærmere undersøgelser om brandårsagen, fordi man ikke kan udelukke, at det er en påsat brand.

- Vi er selvfølgelig berørte over det, at der er brand i vores lokaler. Vi ved jo ikke, hvad det kommer af, men hvis det er påsat, så tror vi ikke, at det er politisk. Hvis det var politisk, tror vi, at det ville være værre, siger Alex Brokholm, der er lokalformand for Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg.

Lærke Hermansen tror heller ikke, at branden er blevet påsat på grund af politiske overbevisninger.

- Jeg kan godt forstå, man kan få den tanke, men der kan være mange andre grunde til, at branden opstår. Det er bare en rigtig ærgerlig situation.

- Men det er op til politiet at finde ud af, og det er svært at gisne om nu, siger Lærke Hermansen.

Det er Aalborg Kommune, der ejer bygningen, mens de to ungdomspartier lejer sig ind og bruger det som klublokaler. Sidste år var der også en brand i lokalerne, uden man fik en opklaring af, hvad der havde antændt det.

- I 2023 var det jo langt værre end nu, men vi kan kun vente på, hvad efterforskningen viser, siger Alex Brokholm.


Le har fire kæpheste: - Hver af dem har sin egen personlighed

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Le med sine fire kæpheste

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Le har været med til at arrangere sit eget stævne med hjælp fra både mor og farfar.

For de fleste ligner det bare et kosteskaft med en bamse på toppen. For 11-årige Le Sand Haven er det, det tætteste hun kommer på hendes egen pony og hendes mors hest.

- Det her er Coco. Hun er lidt lettere end de andre, forklarer den unge rytter, da TV2 Nords udsendte møder hende ved et ridestævne for kæpheste i Serritslev.

Og det er ikke bare Coco, som er speciel.

- Beauty er den letteste af mine heste, så det er hende jeg springer højt med. Og så er der Ringo og Maximus. De er begge to lidt tunge i det, forklarer hun.

VIDEO: Herunder kan du se hele indslaget:

Farfar hjalp til

Ridestævnet i Serritslev er Les egen idé. Da hun for alvor var begyndt at træne med sine kæpheste, tog hun fat i sin farfar Martin Haven, der er pensioneret tømrer. Ambitionen var at lave en hel springbane, så hun kunne holde et stævne.

- Vi kiggede lidt rundt og fandt ud af, at prisen på et spring til kæpheste var fra 600 kroner og op, så jeg måtte i værkstedet og se, hvad jeg havde på lager, forklarer den stolte farfar, som straks gik i gang med at løse opgaven.

Le Sand Haven, der til dagligt rider almindelige heste og ponyer, kom med instruktioner til tømreren om, hvordan hun ønskede springene og i takt med, at de blev færdige, har hun selv malet både stolper og bomme til hele ridebanen.

- Det er rigtig god træning for ryttere, for mange af øvelserne på en kæphest og en rigtig hest er de same, og så er det en fremragende måde at få motion på, lyder det fra Les mor Jane Sand Haven.

I dag blev ridebanen så stillet op i Vendelbohallen i Serritslev og ridestævnet var en realitet. 65 starter blev afviklet i løbet af dagen med ridepiger fra hele regionen og deres medbragte kæpheste.

Jane Sand Haven (tv.), Le og farfar Martin foran ridebanen Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Helikopter finder person i vandet: Er fløjet til sygehuset i Aalborg

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Artiklen er opdateret klokken 14:40, efter personen er blevet reddet op af vandet og er på vej mod sygehuset.

Lørdag eftermiddag var en redningsaktion i gang ved Skagen.

Skagen Redningsaktion havde redningsbåde i vandet, og SAR-helikopteren fra Flyvestation Aalborg var også sendt i luften.

- Det sker på baggrund af et nødsignal om en vinterbader, der muligvis er nødstedt, lød det fra vagthavende hos Forsvarets Operationscenter.

Det var personer på stranden, der slog alarm, da de så en person, som havde problemer.

Efter søgen i området hvor personen var blevet set, fandt SAR-helikopteren den nødstedte person i vandet.

- Helikopteren fik bragt personen med sig op, og personen passer til det signalement, der blev givet. De er på vej til sygehuset i Aalborg lige nu, siger vagthavende hos Forsvarets Operationscenter til TV2 Nord klokken 14:40.

- Sagen er afsluttet fra vores side, og redningsfartøjerne er også på vej i havn, lyder det.

Der er foreløbigt ingen melding om tilstanden på personen.


Få forklaringen: Derfor fravælger Venstre-profil Nordjylland

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Christian Friis Bach oplyser lørdag, at han skifter Nordjyllands Storkreds ud med Sjællands Storkreds.

Venstre-politikeren Christian Friis Bach fik ved det seneste folketingsvalg 1489 personlige stemmer, da han blev valgt ind i Folketinget i Nordjyllands Storkreds.

Men nu forlader han det nordjyske. Social- og handicapordføreren for Venstre skifter Nordjyllands Storkreds ud med Sjællands Storkreds.

Tre hovedårsager

Skiftet væk fra Nordjylland er en beslutning, der har været undervejs. Faktisk siden han skiftede Radikale Venstre ud med Venstre i august, fortæller han.

- Jeg har været rigtig glad for at være i Nordjylland, og jeg har følt mig godt hjemme. Så det har også været i overvejelserne, om jeg skulle blive, siger han til TV2 Nord.

Venstre-politikeren nævner, at der er tre årsager, der gør, at han fremover stiller op på Sjælland.

- For det første er det af respekt for mine gamle kolleger i Radikale Venstre i Nordjylland, og det arbejde de har gjort for mig. Det vil ikke være så sjovt, hvis jeg skulle stå og kæmpe om de samme lygtepæle mod nogle af dem, som har hjulpet mig med at sætte plakater op tidligere.

Derudover har der været et større analysearbejde i gang fra Venstres side, siden Christian Friis Bach blev en del af partiet.

- Der er analysefolk, der har haft gang i den helt store regnemaskine, for at finde ud af hvor jeg kan gøre den største forskel for Venstre. Og det er på Sjælland. Det handler om, hvordan stemmerne faldt sidste gang, og hvem der stiller op hvor, siger Christian Friis Bach.

- Og så til sidst er det jo selvfølgelig nemmere praktisk, når jeg bor på Sjælland. Også selvom jeg har meget familie i Nordjylland og ofte kommer deroppe, lyder det.

Har nordjyske stemmer i baghovedet

Selvom Christian Friis Bach nu fremover stiller op i Næstved-kredsen, så vil de nordjyder, som har givet deres stemme til Venstre-politikeren ikke blive glemt, forsikrer han.

- I den tid jeg er i Folketinget, vil jeg stadigvæk bakke op om Nordjylland og kæmpe for den nordjyske dagsorden. Der er nordjyder, der har stemt på mig, og jeg vil fortsat kæmpe for dem, siger Christian Friis Bach og nævner kampen om et forbedret elnet og de store investeringer i Forsvaret som noget, der skal komme Nordjylland til gode.

Christian Friis Bach oplyser desuden, at der også har været nordjyske lokalkredse hos Venstre, som har forsøgt at få ham til at stille op for dem.