Pakis forhindrer indsejling: Slæbebåd er i gang med at bryde isen i Limfjorden

Isstykker med en tykkelse på omkring en halv meter giver problemer i Limfjorden. Søværnet har sat en slæbebåd til at bryde isen.

Et tykt islag kan vække glæde hos skøjteentusiaster, men for skipperne kan det give anledning til problemer.

Det må flere i dag sande, eftersom Forsvaret har lukket for sejlads i Nibe Bredning og vest på mod Aggersund.

En slæbebåd, der hedder Gitte Vig, er blevet tilkaldt for at bryde en rende til de skibe, der skal ind til havnen i den vestlige del af fjorden. 

- Slæbebåden kan med sin vægt bryde isen og sikre, at skibene får en farbar rute, så de kan komme sikkert i havn, siger orlogskaptajn i Søværnet, Jens Hulgaard, der også er isofficer.

Vest for Nibe Bredning er notorisk set et område, som de holder øje med, oplyser orlogskaptajnen videre. Han forventer dog snart, at det er muligt at sejle igen.

-Slæbebåden er i fuld gang med at bryde render i Limfjorden, og så vil strømmen også fjerne noget af pakisen. Men jeg kan forsikre, at der bliver arbejdet på højtryk. Der er selvfølgelig nogle skibe, der må væbne sig med lidt tålmodighed. Lige nu er der eksempelvis et skib i Hals, der venter på at kunne komme i havn, siger Jens Hulgaard.

Mariager Fjord har ikke samme luksus

Problemet med pakis gør sig også gældende i Mariager Fjord fra Havnø og til Dania, hvor der angiveligt skulle være fast is på mellem 10 og 15 centimeter.

Her er der imidlertid ikke hjælp på vej. Det er nemlig ikke et indsatsområde. 

- Det betyder, at hvis man skal ind i fjorden, så skal man gøre det med en båd, der kan bryde isen. Så i de område skal de altså selv stå for at bryde isen, siger Jens Hulgaard.



Seneste nyt

fra Nordjylland