Pallesens plads i fare
Politikere er uenige om plads i Aars skal opkaldes efter det berømte bysbarn, skuespiller Per Pallesen
Han er yderst populær på sin hjemegn. Alligevel mangler Per Pallesen en afgørende kvalitet for at få sit navn hængt op på et vejskilt i Aars: Han er ikke død.
Forslaget om at opkalde pladsen ved Anlægget midt i Aars op efter den landskendte skuespiller, instruktør og forfatter er flere gange strandet på at han mangler denne afgørende, men lidet værdsatte egenskab som alle mennesker opnår, skriver Nordjyske Stiftstidende.
Nu er forslaget endnu en gang sendt ud i ingenmandsland, da teknisk udvalg så på sagen. Uenigheden var udpræget, så indstillingen blev, at man ikke kom med en indstilling.
- Det er usædvanligt at man vil navngive et sted efter en levende person. Det er ikke noget man rådes til i bekendtgørelsen om vejnavne og adresser. Der er dog eksempler på det, men jeg fornemmede, at stemningen i udvalget mest hældte til at afvise at opkalde pladsen efter Per Pallesen, siger udvalgsformand Uffe Bro.
Sagen var udsat en måned, fordi medlemmer af udvalget ville besigtige pladsen, men det var altså ikke nok til at overbevise alle.