Foto: Pressefoto: Christoffer Askman

Pas på traktorer i trafikken: Mange ulykker på nordjyske veje

Bilisterne skal passe på traktorer i trafikken i efteråret. Sådan lyder påmindelsen fra Rådet for Sikker Trafik.

Lige nu har landmændene travlt med at køre til og fra markerne for at høste efterårsafgrøder og pløje. Når landbrugskøretøjerne bevæger sig ud på de offentlige veje, hvor de kører markant langsommere end den øvrige trafik, så øger det risikoen for ulykker på vejene.

Traktorernes lave fart og bilisternes alt for høje fart er en farlig kombinationen.

Jesper Sølund, dokumentationschef, Rådet for Sikker Trafik

I de seneste 11 år har traktorer og andre former for motorredskaber været involveret i 700 ulykker med personskade i trafikken. Det viser en statistik fra Vejdirektoratet.

Ofte alvorlige ulykker

I Nordjylland har der fra 2006-2016 været 106 ulykker med traktorer. Det er kun i to politikredse, der har været flere traktorulykker, nemlig i Midt- og Vestjylland samt Syd- og Sønderjylland.

Læs også Opråb fra Lille Vildmose: Hold jer fra elgene

Når en bil og en traktor kolliderer, er ulykkerne ofte meget alvorlige. Rådet for Sikker Trafik mener, at hastighedsovertrædelser spiller en afgørende rolle.

- Traktorernes lave fart og bilisternes alt for høje fart er en farlig kombinationen. Bilisterne risikerer at opdage traktorerne for sent, og det kan betyde, at de ikke kan nå at bremse eller undvige. Når bilisterne kører for stærkt, har traktorførerne også svært ved at vurdere, om de kan nå at svinge ud eller dreje, før en bil nærmer sig, siger Jesper Sølund, der er dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik. 

Gode råd til bilister:

- Overhold fartgrænsen
- Vær opmærksom på langsomtkørende traktorer (orange trekant betyder langsomtkørende køretøj)
- Vær opmærksom på venstresvingende traktorer på landevejene
- Vær opmærksom på landbrugskøretøjer der skal ud fra ejendom, mark eller sidevej

Gode råd til traktorførere:

- Tænd det gule rotorblink, når du kører på offentlig vej
- Aktiver blinklyset 100 meter før venstresving på landevej, så bilisterne i god tid kan se, hvad du vil
- Orienter dig bagud lige inden venstresving, så du kan nå at stoppe, hvis biler eller motorcykler er ved at overhale