Foto: Per Frank Paulsen

Pas på - vi får isslag

Nedbør på den kolde jord betyder, at der er risiko for isslag i weekenden. DMI har udsendt varsel.

Bilister i Nordjylland skal i weekenden være ekstra opmærksomme på vejene. Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har lørdag morgen udsendt et varsel om isslag. 
    
 - Vi forventer en front af regn, som driver ind over landet vest fra lørdag. Vi har et såkaldt koldt bundlag, altså overflade. Og det giver glatte veje, siger Dan Nilsvall, DMI's vagthavende.

Dan Nilsvall oplyser, at det bliver værst i Nordjylland lørdag nat og morgen mellem klokken 03.00 og 08.00.

Det er Jylland og Fyn, der bliver hårdest ramt. Isslag forekommer ifølge DMI typisk et par gange hver vinter. Ofte kun i dele af landet og kun sjældent i kraftig form.

Til gengæld er det rigtigt farligt, når det kommer, fordi overfladerne bliver spejlglatte på kort tid.