Påvirket skrottyv anholdt
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
En 34-årig mand fra Sjælland blev sent mandag aften anholdt i Hornum med skrot i bilen og narkotika i blodet.
En 34-årig mand bosiddende på Sjælland blev mandag aften klokken 23.30 anholdt ved Hornum. Manden kørte i sin varebil, da Nordjyllands politi stoppede ham. Her fandt de varerummet fyldt op med kabel- og metalskrot, som den 34-årige ikke kunne gøre rede for.
Manden var ydermere påvirket af amfetamin, ligesom der blev fundet seks gram amfetamin i bilen. Udover skrottyveri er manden derfor sigtet for at have ført bilen i påvirket tilstand.
- Jeg ved ikke, om han synes, han skulle have haft noget med hjem efter sit besøg i Nordjylland, men det synes vi altså ikke, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi.
Manden er tidligere kendt for tilsvarende kriminalitet, og opholder sig nu på politigården i Aalborg, indtil han er blevet afhørt.