Person død efter brand i campingvogn

En endnu ikke identificeret person blev fundet indebrændt i en campingvogn ved Aalestrup.

Onsdag formiddag blev en person fundet indebrændt i en campingvogn på en ejendom ved Klotrup, nær Aalestrup. Det fortæller politikommissær ved Nordjyllands Politi, Preben Møller.

En ven til den person, der formentligt overnattede i campingvognen, kontaktede politiet onsdag formiddag, da han fandt campingvognen udbrændt. Det er endnu ikke muligt at fastslå, hvem den afdøde er.

Den afdøde skal nu obduceres, og der skal foretages en del tekniske undersøgelser på brandstedet for at fastslå, om der ligger noget kriminelt bag. Indtil videre tyder det dog på, at der er tale om et uheld.

Branden er formentlig opstået onsdag morgen.


Seneste nyt

fra Nordjylland