Philip Nielsen håber på comeback

Philip Nielsen håber på at vende tilbage til cykelsporten efter at være blevet frikendt i en dopingsag. [size=2] [/size]

Tidiligere Team Concordia-cykelrytter Philip Nielsen, der tirsdag blev frikendt for brug af clenbuterol, håber nu på at kunne komme tilbage til cykelsporten:

- Det er klart, at den seneste tid har været sur, og jeg står uden noget hold at køre for, men jeg vil vildt gerne køre cykelløb, og mener også stadig, at jeg har nogle sejre at hente derude, siger han.

Han er ikke i tvivl om, at spanske Alberto Contador har gjort en stor del af arbejdet for, at han nu undgår dopingkarantæne.

- Hans sag har jo været den helt store og har haft meget opmærksomhed, så på den måde har han trukket en stor del af læsset og gjort noget af det grove arbejde, siger Philip Nielsen, der dog også ser problemer i Contador-sagen.

- Det kan have været med til at trække behandlingen af min sag ud, at man skulle skele til, hvordan denne meget større sag ville ende, mener danskeren:

- Jeg er stadig ærgerlig over, at jeg var en af de allerførste til at få sådan en sag her - og nu er jeg en af de allersidste til at blive frifundet. Men det er en rigtig lykkelig dag for mig, at jeg nu har fået ret i, at det var uforskyldt, at jeg havde stoffet i kroppen.

Han testede positiv for stoffet under et løb i Mexico i april 2010, og han har været suspenderet siden september 2010 af den internationale cykelunion (UCI), der dog først sendte hans sag til behandling i Danmark i begyndelsen af 2011.

Den er her blevet behandlet af Danmarks Idræts-Forbunds dopingnævn, der allerede i behandlingen af sagen over for Philip Nielsen indikerede, at man hældte mod en frikendelse.

- Jeg havde et håb om, at det ville gå denne vej, for da vi fremlagde vores argumenter og beviser, gav DIF os ret i, at det var uforskyldt, at jeg fik stoffet i kroppen.

- Det er faktisk ret nemt at dokumentere, at det er et kæmpe problem, at fødevarer i Mexico er forurenet med disse ting, men det anede jeg intet om, at jeg skulle være bange for, da jeg tog derover for at køre cykelløb og spiste maden på hotellet, fortæller Philip Nielsen.

Philip Nielsen kørte for Team Concordia, og er en af de mest vindende ryttere hos cykelholdet, men står på grund af dopingsagen uden kontrakt lige nu. 


Seneste nyt

fra Nordjylland