00:55

Foto: TV2/Nord

1 af 2

Pirates fyrer cheftræner

Aalborg Pirates fyrer cheftræner Martin Karlsson med øjeblikkelig virkning. Der er mindre end én uge til playoffs begynder.

Selvom slutspillet starter om kort tid, har Aalborg Pirates fyret cheftræneren med øjeblikkelig virkning.

Direktør Frederik Åkesson har valgt at smide træner Martin Karlsson på porten og har i stedet hentet 54-årige Heikki Mälkiä ind som ny cheftræner. Finnen har en fortid i Aalborg Pirates' værste rivaler fra Frederikshavn White Hawks, hvor han var træner i sæsonen 2008-2009.

- Der skal ny energi til for at vi kan komme videre og nå vores mål om at nå semi-finalen. Og der føler vi, at vi er bedre rustet med Heikki Mälkiä, siger direktør Frederik Åkesson til TV2/Nord.

Aalborg Pirates spiller i aften ude mod SønderjyskE. Formentlig med finnen på bænken, hvis flytiderne holder. Uanset resultatet ender nordjyderne på 3. pladsen i gruppespillet. Slutspillet starter i marts.

- Det er aldrig for sent at ændre på noget, hvis man kan gøre holdet bedre. Og med trænerskiftet mener vi, vi kan komme et skridt tættere på semifinalen, siger Frederik Åkesson.