Planer om en ny pædagoguddannelse i Skørping droppes

Ny regering betyder nye prioriteringer - og dermed er en ny pædagoguddannelse i Skørping sløjfet.

Professionshøjskolen UCN havde planer om at starte en ny pædagoguddannelse i Skørping til sommer. 

De planer er nu droppet. 

- På grund af rekrutteringsudfordringer til studiepladserne på uddannelsen mener vi ikke, at det er tid til at etablere en ny filial. Vi skal ikke kun se på, om vi kan fylde de 30 pladser, der var planlagt til sommer, men om vi også i de kommende år kan tiltrække tilstrækkeligt med ansøgere, siger Kristina Kristoffersen, der er rektor på UCN og fortsætter:

- Når vi ser på de aktuelle ansøgertal, så er der god grund til at stoppe op og revurdere planerne. Vi skal nu følge søgningen tæt i de kommende optag, så vi sikrer, at vi træffer beslutningen på det rigtige grundlag, hvis vi på et tidspunkt vælger at gå videre med planerne om en ny nordjysk filial.

Ledige pladser til studiestart

Beslutningen om at droppe uddannelsen i Skørping kommer, efter det nye regeringsgrundlag er blevet lagt. Tidligere var der nemlig krav om, at studiepladser skulle udflyttes fra de fire største byer, men det krav er slettet fra det nye regeringsgrundlag. 

Borgmesteren i Rebild Kommune, Jesper Greth (V), er ærgerlig over den udmelding. 

- Det er 10-plus ærgerligt. For mig har det været et mål at få uddannelser til Rebild kommune. Vores unge mennesker er nødt til at tage ud af kommunen for at få en uddannelse. Det betyder, at det ikke er nemt at få dem tilbage igen. Hvis man har uddannelser, så er der større sandsynlighed for, at de kan vælge praktik i kommunen. Det betyder meget. Det er var det her en milepæl, men nu er vi tilbage til ingenting igen.

- Den godkendelse, der er, gælder i to år, så vi vil forfølge det de kommende perioder for at se, om det alligevel kan lykkes. Når man har problemer at få unge til at søge ind som pædagog, så er jeg med på, at man bliver nødt til at revurdere det som uddannelsesinstitution.

Hvor langt var man med at gøre det gamle privathospital klar til eleverne?

- Vi i kommunen har egentlig bare været med til at tage UCN med rundt i vores område, og det er en privat, som ejer det gamle hospital, som UCN så har været i kontakt med, men som jeg forstår det, var det relativt klar, men jeg ved ikke, om de har ændret noget i selve bygningen, siger borgmesteren og tilføjer:

- Jeg tror, at vi med vores profil, ville kunne tiltrække nogle pædagogstuderende, som ikke ville vælge Aalborg. 

Når der er vinterstart for nye pædagogstuderende på UCN om få uger, er det med ledige pladser i både Thisted og Hjørring. 


Seneste nyt

fra Nordjylland