Planter skal holde på støv

Skrænterne omkring Eternitgrund i Aalborg skal beplantes. Sådan lyder det fra teknik- og miljørådmand, Mariann Nørgaard fra Venstre.

Planterne skal holde på det støv, der bekymrer beboerne i området.

Det fortæller DR Nordjylland.

- For at skabe tryghed blandt beboerne og skabe et godt bolig- og erhvervsområde på eternitgrunden, så vil jeg have skrænterne plantet til, siger Mariann Nørgaard.

To prøver, DR Nordjylland har fået foretaget ved og på området har vist asbestindholdigt støv. Og det har bekymret flere beboere i området. Mandag aften holdt Aalborg Kommune et informationsmøde for beboerne. Men allerede inden det var det Mariann Nørgaards plan at beplante skrænterne.

- Det har jeg faktisk overvejet op til mødet og jeg kunne forstå på deltagerne, at det betyder noget. De vil gerne have det plantet til og derfor synes jeg, at vi lige så godt kan få det ud af verden og få beplantningen vedtaget, siger hun.

300 beboere deltog ved mandagens møde.


Seneste nyt

fra Nordjylland