Playmaker styrker skolernes samspil med erhvervslivet

Som den første danske kommune har Aalborg Kommune ansat en erhvervsplaymaker, der skal styrke folkeskolernes samarbejde med virksomheder og ungdomsuddannelser.

Aalborg Kommune har som noget nyt ansat en erhvervsplaymaker. Valget er faldet på 40-årige Thomas Overgaard, der har en baggrund som iværksætter, sælger og salgschef. Han skal styrke folkeskolernes samarbejde med virksomheder og ungdomsuddannelser, og har allerede i nogle år undervist i valgfaget iværksætteri på flere folkeskoler i Aalborg.

- Det er enormt spændende at arbejde på folkeskolen. Jeg ser, at vi har en masse muligheder for at skabe en meget mere spændende og vedkommende undervisning ved at inddrage virksomhederne og ungdomsuddannelserne. Derfor var jeg ikke i tvivl om, at stillingen som Danmarks første erhvervsplaymaker var det helt rigtige job for mig, siger Thomas Overgaard.

- Det er en stor mundfuld at samarbejde med 56 skoler, og derfor er det en god ide, at Aalborg Kommune nu har en erhvervsplaymaker, der hjælper os med at koordinere samarbejder. Det gør det nemlig meget lettere for os at deltage i samarbejdet i fremtiden, siger direktør for Aalborg-virksomheden Alfa Laval A/S Søren Hjorth Krarup.

Thomas Overgaard er allerede i gang og vil i den kommende tid besøge skoler og erhvervsvirksomheder i Aalborg Kommune.


Seneste nyt

fra Nordjylland