Politi griber ind i sag om "rabat-dyr"

En kunstig ko har skabt panik blandt trafikanter ved Dronninglund. Nu har politiet beordret dyret fjernet.

I lang tid har mange bilister på en landevej nær Dronninglund fået sig en slem forskrækkelse, og straks stået op på bremsen af frygt for en kollision med et kæmpestort dyr ude i rabatten. Efter politiet har set nærmere på sagen, er der fredag fundet en løsning.

Da koens ejer ikke vil have katastrofeopbremsninger med ulykker til følge på samvittigheden, så bliver det sortbrogede dyr nu fjernet.

- Selvfølgelig følger jeg politiets anvisninger, hvis de mener, at den udgør en fare for trafikken. Jeg synes ikke, at koen udgør nogen fare. Problemet er nok snarere, at folk kører for stærkt og ikke har øjnene på vejen, siger koens ejer Christian Sonne Schmidt.

Han fortæller, at koen har fået bilisterne til at sænke farten på strækningen.


Seneste nyt

fra Nordjylland