Politi håber på vidners hjælp i voldtægtssag

Julefrokostgængere kan blive afgørende vidner i nattens voldtægtssag i Aalborg.

Selvom det var midt om natten, håber Nordjyllands Politi, at der er vidner, der kan hjælpe dem videre i sagen om en 34-årig kvinde, der tidligt i morges anmeldte en voldtægt, der skulle være foregået ud for Dannebrogsgade 41 i Aalborgs Vestby.

Lørdag var rigtig mange mennesker til julefrokostfester rundt om i Aalborg, og politiet håber derfor, at personer på vej hjem kan have observeret noget mistænkeligt omkring krydset Kastetvej og Dannebrogsgade.

- Vi håber selvfølgelig på, at der er nogen, der har bemærket den her hændelse. Vi kan sige, det er en kvinde på 34 år, der har forladt restaurationen Ulla Terkelsen i Aalborg. Hun er gået ca. 150 meter derfra, hvor hun bliver antastet af en mand, der trækker hende hen til en nogle parkerede biler, hvor han forbryder sig mod hende, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Michael Elkjær.

Kvinden har beskrevet manden som 35-40 år gammel, ca. 180 centimeter høj, tyndt karseklippet hår. Han var iført blå cowboybukser og en mørkeblå jakke, og ifølge kvinden talte han med nordjysk dialekt.


Seneste nyt

fra Nordjylland