Politi på cykel og Twitter til Brøndby-kamp
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det cyklende politi vil være at finde søndag, når AaB møder Brøndby.
Når Brøndby på søndag gæster AaB på Nordjyske Arena, vil Nordjyllands Politi både før, under og efter kampen operere i Aalborg på cykler og på internettet via Twitter.
To af Nordjylland Politis seneste tiltag kommer i spil på søndag, når AaB hjemme tager imod Brøndby. Fredag er der allerede over 9.500 biletter ude til fodboldbraget, og tilskuere, trafikanter og øvrige aalborgensere vil derfor kunne mærke, at der søndag klokken 17 fløjtes til kamp i Aalborgs vestby.
Det er politiets arbejde på Twitter og på cykel, der bliver en del af dagens operation. Det nordjyske cykelpoliti så dagens lys i sidste uge, og det er håbet at cykelpolitiet kan fungere præventivt i for eksempel indbrudsplagede kvarterer, samt til store arrangementer som på søndag, hvor dialog med borgerne er vigtig.
- Et cyklende politi fremmer også dialogen, og så har de den store fordel, at de ved større indsatser med mange mennesker i byen kan komme hurtigt frem - her vil en almindelig patruljebil måske ikke kunne komme ligeså hurtigt frem, siger politiinspektør Marianne Vestergaard-Lau.
Twitter vil på dagen være omdrejningspunktet i politiets kommunikation med borgerne. Blandt andet vil eventuelle problemer med trafikafviklingen i Aalborg kunne ses på Twitter, ligesom også anvisninger og gode råd til fans og borgere kommer på Twitter.
Hele indsatsen bygger, som politiet har gode erfaringer med, på dialogbetjente, der i gule refleksveste er klar til at sørge for en fredelig og festlig afvikling af fodboldkampen.
- Man kunne kalde Twitter for dialog-politiets forlængede arm - en slags virtuel dialog-betjent," forklarer Marianne Vestergaard-Lau.