Politiet advarer om omfattende narkomiljø i Hobro
Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)
I kølvandet på den 17-åriges død i Hobro, som sandsynligvis skyldes en overdosis, advarer politiet nu forældre om, at andre "normale" unge kan være i farezonen som potentielle misbrugere. Mange unge gymnasieelever tager stoffer i weekenden og tror ikke de
Omsætningen af ulovlige stoffer i Hobro og Hadsund-området har nu nået et så stort omfang, at Nordjyllands Politi advarer om, at ikke kun folk fra misbrugsmiljøet er potentielle ofre. Mange unge mennesker - helt uden forældrenes viden - tager amfetamin og kokain i weekenderne. Et problem, der kan udvikle sig faretruende.
- Vi har mange eksempler på unge mennesker, der ikke tror, det er farligt og som vil eksperimentere med noget, de tror at 'det kan vi godt klare'. Men det er altså farligere stoffer, forklarer vicepolitikommissær Henning Hansen til TV2/NORD.
Salget af de narkotiske stoffer har nu antaget et så stort omfang i området omkring Hobro og Hadsund, at politiet ikke længere kun mistænker egentligt misbrugere for at stå bag. Derfor skal forældrene træde i karakter.
- Mange forældre aner ikke, hvad deres børn går og foretager sig i fritiden. De skal spørge ved morgenbordet. Vi har allerede set eksempler på forældre, der henvender sig til os og som er grædefærdige, fordi de netop har fundet ud af, at deres barn har taget stoffer, siger Henning Hansen til TV2/NORD.
Udover at forældrene skal have mere øje for deres børn, så har Nordjyllands Politi i det seneste halve år haft ekstra stor fokus på området og har lige nu flere personer varetægtsfængslet, anklaget for at stå bag omfattende narkohandel i området.
Mere på TV2/NORD mandag aften 19.30