Politiet er med ved skolestart

Alt for mange voksne er for dårlige til at tage hensyn til andre end egne børn, derfor gennemfører politiet trafikkampagne i forbindelse med skolestart.

Skolestart betyder mange små, nye og urutinerede trafikanter, der skal til at bevæge sig rundt i trafikken. I alt har cirka 65.000 børn snart første skoledag. Derfor gennemfører politiet landet over målrettede indsatser på skolevejene i uge 33-35.

- Det er vigtigt at køre hensynsfuldt på skolevejene, hvor tusindvis af børn færdes hver dag. hvert år stopper vi desværre alt for mange bilister, der kører for stærkt og som har glemt at bruge sele på dem selv og deres barn. For sikkerhedens skyld gennemfører vi også kontroller i år, siger Arne Martinsen, vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Nogle bilister har for travlt med at bringe deres egne børn sikkert i skole. De udviser ikke hensyn overfor andres børn, der som fodgængere eller cyklister er på vej til skole. Derfor vil politiet igen i år ved anvendelse af både manuelle kontroller og Automatisk Trafik Kontrol medvirke til at sikre skolevejene og skride ind over for trafiksyndere.

Politiindsatserne vil blive koncentreret om skoleveje, hvor der især vil blive fokuseret på:

- Bilernes hastighed

- Om børnene er fastspændt i bilerne i sikkerhedssele

- Om førerne selv husker at anvende sikkerhedssele

- Skolepatruljernes arbejde

- Forældrenes trafikale adfærd, herunder parkering, i forbindelse med aflevering af børn ved skolerne

Indsatserne bakker op om Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og kommunernes kampagne skolestartskampagne.


Seneste nyt

fra Nordjylland