Politiet er på jagt efter et tæskehold

10-15 mand mødte op på Efterskolen i Bakkerne bevæbnede med køller og knojern.

Tæskeholdet ankom til efterskolen i Try ved Dronninglund sent fredag aften. De ledte angiveligt efter en 14-årig pige, oplyser DR Nordjylland.

Pigen fandt de ikke, men en 18 årig mand blev slået, mens en rude og et par billeder blev smadret.

- Vi ved ikke, hvad der ville være sket, hvis de havde fundet den 14-årige, og vi kender ikke motivet. Vi har fået indtryk, at det måske handler om jalousi, siger vicepolitikommissær Carsten Corfitzen fra Nordjyllands Politi i Frederikshavn, til DR Nordjylland.

Politiet oplyser, at de er på sporet af tæskeholdet, men vil gerne høre fra eventuelle vidner, der har set de mange mænd køre væk fra skolen.


Seneste nyt

fra Nordjylland