Politiet leder efter flugtknallert-vidner

Nordjyllands Politi mener, bankrøveren, der i går røvede Spar Nord i Nibe, må have kørt sin flugtknallert hen til havnen i Nibe inden røveriet.

Bankrøveren skiftede knallert umiddelbart efter røveriet, og politiet vil nu også gerne i kontakt med folk, der har set røveren sætte flugtknallerten på havnen inden klokken 10.30 mandag. Politiet ved dog ikke præcist, hvornår røveren har sat flugtknallerten på havnen, så det kan også være dage i forvejen.

- Hvis han ikke selv har kørt den derhen inden røveriet, skulle der jo være flere om det, og det tror vi ikke på nuværende tidspunkt, at der er, siger Ole Jensen fra Nordjyllands Politi.

På røveridagen bar han en hvid overtrækshue af den slags, man normalt har inden under en motorcykelhjelm, og var derudover iklædt en mørk jakke og mørke bukser med hvide striber.

Han beskrives som cirka 30 år, 185 cm høj og slank af bygning.

Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.