Politiet leder intenst efter pistolmand
Nordjyllands Politi nærmer sig den skudglade mand.
Det er en 31-årig mand, politiet jagter i skudsagen fra Aalborgs Øgadekvarter. Han skød efter og forsøgte formentlig at dræbe en ung mand, der gik på fortovet ved et pizzeria i Sjællandsgade.
Skuddene blev affyret fra en forbipasserende bil. Politiet formoder, at den 31-årige eftersøgte og den 29-årige fodgænger er i familie med hinanden og formentlig har et pengeopgør kørende.
- Vi gør alt hvad vi kan forn at få fat i ham, men tilsyneladende så er han gået under jorden, siger Jørgen Birger Jensen, politikommissær i Aalborg.
I december blev Pizza Uno raseret af en rørbombe. Og fornylig var der slagsmål foran samme pizzeria en lørdag eftermiddag, har TV2Nord fået oplyst på værtshuset Søkroen, som ligger på gadehjørnet overfor.
- Det har jeg ingen kommentarer til, men selvfølgelig indgår alle henvendelser derude i vores efterforskning, siger politikommissæren.
Muren med skudhuller og det smadrede kældervindue på Sjællandsgade var flittigt besøgt i løbet af dagen. Den 82-årige beboer på førstesalen lige over skudstedet har da heller ikke oplevet noget lignende i de 53 år, hun har boet i lejligheden.
- Jeg kunne lige så nemt have været nede på gaden. Gudskelov kom ingen noget til. For det er jo lige der, hvor folk kommer, siger Rita Schiemann.
Som flere andre beboere, TV2Nord har talt med i løbet af dagen, tager hun skuddramaet roligt og fattet.
- Vi hørte om det i radioen på vej hjem i bilen, og folk stimlede sammen, da vi kom hjem. Vi tager det nu selv stille og roligt, men min mor og mine Facebook-venner er dog nervøse, siger Mia Melissa, nabo til Pizza Uno.
Ingen af patronerne ramte den 29-årige, men gerningsmanden slipper nu ikke for en alvorlig sigtelse, selvom han er en dårlig skytte.
- Sagen er oprettet som drabsforsøg. Vi kender ikke hans fortsæt, men vi ved, at der er skudt i retning af personen, siger politikommissær Jørgen Birger Jensen.