Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Politiets døgnrapport: Flere nordjyske bilister taget med sprit i blodet

Flere bilister havde i går kigget for dybt i flasken og blev sigtet for spirituskørsel. Det viser døgnrapporten fra Nordjyllands Politi.

Normalt er det fredag og lørdag, de fleste vælger at nyde et godt glas vin eller en fyraftensøl, men tirsdag aften havde flere fornøjet sig med procenterne.

Og det gav Nordjyllands Politi noget at give sig til – skriver de i døgnrapporten.

Første fangst skete på Vaarstvej i Fjellerad. Her holdt en varevogn på vigelinjen, og betjentene valgte at køre op på siden af bilen for at kigge ind.

Her så de, at føreren godt nok havde spændt sin sikkerhedssele – men bagom ryggen, og samtidig snakkede han i håndholdt mobiltelefon.

Bilisten blev vinket ind til siden, og her kunne betjentene bekræfte, at den 59-årige fører havde drukket rigeligt. Så hans tur ud i det blå endte med en sigtelse for at køre uden sikkerhedssele, snakke i håndholdt mobiltelefon og for at køre bil i påvirket tilstand. 

Det skriver Nordjyllands Politi i sin døgnrapport.

Læs også Nedslående spritkontrol: Hele 78 bilister kørte med alkohol i blodet

Ugyldig bil og intet kørekort

En anden nordjyde havde også kigget dybt i flasken, da han blev stoppet på Viborgvej i Ranum. 

Han havde egentligt pådraget sig politiets opmærksomhed, da den automatiske nummerpladescanner genkendte mandens nummerplade som afmeldt – og hørte til en helt anden bil end den, manden kørte i.

Da betjentene får vinket den 27-årige mand ind til siden, var det tydeligt, at han havde drukket alkohol – og i øvrigt heller ikke havde gyldigt kørekort, da det var blevet frakendt.

Oveni dét, var bilen hverken forsikret eller indregistreret. Manden blev derfor anholdt for at køre bil i påvirket tilstand i et køretøj uden forsikring på forkerte nummerplader og uden kørekort.