Politiets dyrevelfærdsenhed: Har travlt med sager om ulovligt opdræt og salg af hunde

Mange hobbyopdrættere avler langt flere hundehvalpe end de må, og det foregår uden nogen form for kontrol af, hvilke forhold hundene lever under. Det konkluderer Nordjyllands Politis nye specialiserede dyrevelfærdsenhed i Kaas, der siden sommeren har travlt med sager om ulovlig opdræt og salg af hundehvalpe.

I sommeren 2019 kom Nordjyllands Politis nye specialiserede dyrevelfærdsenhed til Kaas. I løbet af det halve år, har enheden haft 42 sager, og af dem handler 32 om ulovligt opdræt og salg af hundehvalpe. 

- Det helt store problem er det manglende tilsyn. Især i de forhold som hundene går under men også i forhold til de personer, som sælger hundene, forklarer leder af den specialiserede enhed, politikommissær Henrik Taagaard. 

Men det er ikke bare de forhold hundene lever under, der kan være problematisk. Nogle gange har hundene helt fine forhold, mens at de personer, der sælger hundene, ikke har helt rent mel i posen. 

quote - Bøderne ligger fra 10.000 og så op til 80.000-100.000 i en typisk sag. Så det er nogle ret høje bøder, vi kan give her.

Henrik Taagaard, Leder af Nordjyllands Politis specialiserede dyrevelfærdsenhed.

-  Der er det økonomiske i forhold til, at sælgerne ikke indberetter deres indtjening til skat, og samtidig får bistand af det offentlige. Og det andet helt store problem er selvfølgelig, at vi ikke ved, hvordan de her hunde har haft det.

Problemerne og overtrædelserne opstår, når hobbyopdrættere avler mere, end de må. Det er nemlig kun lovligt at få to kuld om året. Ellers skal man have fødevarestyrelsens godkendelse og jævnligt kontrolleres. 

En lang liste af krav til profferne 

Et af de steder, der følger reglerne til punkt og prikke, er Cavalierbyen lidt uden for Hjørring. Her opdrætter Charlotte Frandsen og hendes mand professionelt. Det er hunde af racen Cavalier King Charles - og der er mange regler, man skal leve op til, når man avler mere end to kuld om året. 

Vær opmærksom, inden du køber hund

Hvis man overvejer at købe en hund fra en privat adresse, er det en god idé at tjekke hjemmesiden: www.findhundesmiley.dk 

Ellers vær opmærksom: Hvordan ser stedet ud? Lever hundene i kælderen eller i stuen? Er der søskene til hvalpen? Kan man få lov at se moren? 

- Køb hunden, der hvor sælgeren bor. Man skal aldrig hente en hund på en rasteplads, hvis sælgeren har en undskyldning til, hvorfor man ikke kan komme ud på adressen, forklarer politikommissær Henrik Taagard. 

​​​​​

- Vi skal være godkendt af kennelklubben, så har vi vores dyrellæger, der kontrollerer os, så har vi fødevarestyelsen inde over, og så er der en masse sundhedskrav, som vi synes, man bør tage højde for med Cavalieren, for det er en sart race, forklarer Charlotte Frandsen. 

Og hun mener, at det er vigtigt, at gøre det ordenligt, når man har med dyr og avl at gøre. 

- Jeg synes, det er et kæmpe ansvar, og vi som opdrættere står med det største ansvar, fordi det vi skal gøre først og fremmest, det er at passe på hundene, det næste vi skal passe på, er kunderne i butikken, og det vil sige familierne, som skal have hundehvalpen, siger hun. 

En stor gevinst for de ulovlige opdrættere

Desværre er det ikke alle opdrættere, der ser på hundeopdræt som Charlotte Frandsen. For i de sager, politiet har haft, har det for hundeavlerne handlet om penge. 

quote - Der helt klart en økonomisk motivation i det. De her små populærhunde kan sagtens indbringe 10.000 - 14.000 per hvalp.

Henrik Taagaard, Leder af Nordjyllands Politis specialiserede dyrevelfærdsenhed.

- Der helt klart en økonomisk motivation i det. De her små populærhunde kan sagtens indbringe 10.000 - 14.000 per hvalp. Og hvis man så får et kuld på 5-6 hvalpe, så er det faktisk rigtig mange penge, siger politikommissær Henrik Taagaard. 

Og når det økonomiske bliver styrende, er det ikke altid at dyrenes velfærd er i fokus. Det oplever både politiet og Dyrenes Beskyttelse. 

- Problemet er, at når vi ser de her hvalpefabrikker, som man kalder dem, de opstår, så bliver der pludselig mistrivsel, der hvor hundene er. Hvalpene bliver ikke socialiseret, der foregår indavl, der er rigtig rigtig mange ting og parametre – det går bare den forkerte vej. Og det bliver ikke nogle sunde hunde, vi får ud af det, siger internatleder af Dyrenes Beskyttelse i Hjallerup, Karina Fisker. 

Ring 1812

Hvis du her mistanke om, at hunde mistrives, kan man ringe på telefon 1812. Så tjekker Dyrenes Beskyttelse op på henvendelsen.

Man kan også ringe 1812, selvom man har købt sin hundhvalp et tvivlsomt sted - det vigtige er, at man ringer, mener Karina Fisker.  

Der er altså en god grund til, at der er en lang række regler, man skal leve op til, hvis man skal opdrætte hunde professionelt som Charlotte Frandsen.

- Det er jo for at kunne levere et godt produkt til de familier, der nu skal have en ny hundehvalp. Hvis du ikke har styr på dine baggrund og dit avlsmateriale, så kan du i princippet heller ikke levere en ordentlig vare til den familie, siger hundeopdrætteren Charlotte Frandsen. 

Dyrenes Beskyttelse ønsker flere krav til hobbyopdrættere

Dyrenes Beskyttelse mener, at der også bør være krav til hobbyopdrættere, fordi man så på den måde kan sikre, at hundene der, har det godt. 

- Det er jo vigtigt, at den tæve, der skal have halvpene har det okay, og trives i det miljø, den er i. Det vil sige, at hvalpene også er okay og friske. Det kræver meget for en tæve også at restitutere efter at have fået et kuld hvalpe, og derfor er det rigtig vigtigt at vi sikrer os, at de ikke få flere hvalpe kort tid efter, forklarer Internatleder, Karina Fisker.

I videoen herunder kan du høre nogle af de råd, Karina Fisker har til dem, der skal købe hund. 

 

Seneste nyt

fra Nordjylland