Politihunde snusede sig frem til indbrudstyv

En skarp lugtesans og godt politiarbejde førte natten til onsdag til anholdelsen af to indbrudstyve.

Klokken 03.20 natten til onsdag modtog Nordjyllands Politi anmeldelse om et indbrud i villakvarteret Liselund i Vejgård i Aalborg.

To indbrudstyve var brudt ind i huset og havde taget blandt andet iPads, telefoner og kontanter med sig. Men de skulle ikke slippe godt fra det.

- Da vi modtager anmeldelsen, sender alarmcentralen en hundepatrulje ud, og hundene går så et langt spor, der ender ved den ene gerningsmand, som har flere af tyvekosterne ved sig, fortæller Sune Myrup, der er sektionsleder for sektionen for berigelseskriminalitet ved Nordjyllands Politi.

Den ene af tyvene blev anholdt et kvarter efter anmeldelsen og godt to timer senere blev den anden indbrudstyv fundet og anholdt. De er begge fra Aalborg-området.

- De er stadig anholdt og skal afhøres her i formiddag og derefter bliver de løsladt, fortæller Sune Myrup.


Seneste nyt

fra Nordjylland