Politiker: Arkitekter vil have flere penge ud af musikhus
Arkitektfirmaet bag Musikkens Hus forsøger at presse flere penge ud af projektet. Det mener et byrådsmedlem i Aalborg, der selv har stået bag flere store byggerier.
Musikkens Hus skulle været åbnet allerede for et år siden - med både arkitektur og akustik i verdensklasse. Men på Aalborg Havn er der stadig ikke andet end støv og grus.
I stedet er der nu på sjette år uro og problemer i det ambitiøse projekt.
Således skulle der i mandags være fremvist et projekt for byrådet i Aalborg, som bestyrelsen for Musikkens Hus godkendte i sidste uge. Men i stedet mødte arkitekterne fra det østrigske firma Coop Himmelb(l)au op med et helt andet forslag.
Og det må være helt bevidst, lyder det fra Sigvart Sigvartsen, der selv har erfaring som bygherre.
- Det projekt vi fik fortelagt tror jeg, de havde en skjult dagsorden med. For jeg tror, at de vi så, er langt dyrere end det, de har fået stillet til rådighed af RealDania Fonden, siger byrådsmedlem og direktør i Nørresundby Boligselskab, Sigvart Sigvartsen (Soc.dem.)
Der er omkring 750 millioner kroner til projektet. Men det nye forslag er langt dyrere.
- Jeg tror, at vi er oppe i et projekt til 1,2-1,5 milliard kroner, siger Sigvart Sigvartsen.
Byrådet fik endda forelagt billeder af flamingo-modeller, der ikke kan være blevet lavet på nogle få dage.
- Det er ikke kun en uges arbejde. Slet, slet ikke. Det har taget et par måneder eller tre, hævder Sigvart Sigvartsen, der som direktør har stået i spidsen for byggeprojekter til 150 millioner kroner.
Fonden bag Musikkens Hus har kun få kommentarer, før den nye situation er diskuteret i bestyrelsen i august.
- Men jeg tror, at de i god mening har forsøgt at forbedre projektet for at gøre os endnu gladere, siger Bent Frank, formand for Fonden Musikkens Hus.
At der er problemer med Musikkens hus set tydeligt på Coop Himmelb(l)aus hjemmeside - her er projektet gået helt i sort.
Coop Himmelb(l)au har i dag ikke reageret på vores gentagne henvendelser.