Politiker beskylder sygehuschef for uberettiget kritik
Kirsten Moesgaard (K) kritiserer lægefaglig chef Flemming Knudsen fra sygehuset i Hobro for at komme med ubegrundet kritik af Farsø i sygehus-sagen.
Flemming Knudsen, som er lægefaglig chef ved Sygehus Himmerland i Hobro, har studset over, at mange patienter og læger fra Vesthimmerland har blandet sig i sygehusdebatten de seneste dage.
- Vi har selvfølgelig i sygehusledelsen undret os over, at der er en geografisk skævvridning i de patientklager, der er dukket op i pressen. Og vi har også noteret os, at den oprindelige henvendelse fra 23 praktiserende læger kommer fra lægeforeningen i Vesthimmerland, siger Flemming Knudsen.
Den udmelding tager regionsrådsmedlem Kirsten Moesgaard (K) afstand fra.
- Hvis man begynder at sætte en mistanke på folk, altså at der er nogen, der orkestrerer nogle klagesager eller klagepunkter, så synes jeg, man bør være mere præcis med, hvem man hentyder til, siger hun.
Flemming Knudsen vil ikke kommentere på Kirsten Moesgaards tolkning af hans udtalelser.
Kirsten Moesgaard har været meget aktiv i debatten, og hun er tidligere formand for støtteforeningen for Farsø Sygehus. Men afviser, at hun føler kritikken er sigtet mod hende personligt.
Samtidig afviser hun, at der er noget, der er orkestreret fra Farsø.
- Ikke mig bekendt. Men vi har en meget aktiv støtteforening, som selvfølgelig blander sig i debatten, siger hun.