Politikerbørn stiller op
Ved det kommende kommunal stiller flere politkeres børn op for første gang
Hækkerup, Halsboe-Larsen, Ellemann, Helveg og Dyremose. Eksemplerne på at politikeres børn bliver politikere er mange. Ved det kommende kommunalvalg i Nordjylland har to nye kandidater særdeles kendte fædre.
Lasse Frimand Jensen er taget ud til Aalborg Universitet for at fiske stemmer. Han er en af de kandidater, som har fået politikken med hjemmefra.
- Man kan jo sige, at jeg har fået det ind med modermælken, siger Lasse Frimand Jensen (soc.dem.), der er søn af Frank Jensen.
Også Orla Havs søn stiller op til det kommende kommunalvalg.
- Min far blev rigtig stolt og glad, da jeg kom og sagde, at jeg havde meldt mig ind i partiet, siger Thomas Hav (Soc.dem.), der stiller op til regionsrådsvalget.
Både i familien Jensen og familien Hav har politik alle dage været en del af hverdagen. Ganske tidligt måtte far Hav forklare sønnike, hvorfor det er bedst at holde med socialdemokratere.
- Det er fordi de tager fra de rige og giver til de fattige, ligesom Robin Hood. Det var til at forstå, når man var otte år gammel, siger Orla Hav (soc.dem.)
Den unge Jensens interesse for politik handler kort og godt om Aalborg.
- Jeg har ikke nogle tanker om at komme ind i Folketinget. Det er Aalborg, jeg brænder for, siger Lasse Frimand Jensen.
- Han er virkelig lokalpatriot på den gode måde, siger Lasse Frimand Jensens far, Københavns overborgmester Frank Jensen (soc.dem.).
Politikerbørnene har en fordel i at kende det politiske liv indefra, men forældrenes politiske løbebane kan også vise sig at have negativ indflydelse på børnenes karriere.
- Der er nogle skygger fra, hvad vi som voksne har gået og lavet som politikere, som samtidig har smittet af på dem, siger Orla Hav (soc.dem.).
Far hav og far Jensen følger sønnernes kamp tæt, men ingen af dem har lyst til at spå om deres chancer for at blive valgt.