Populære granitklinker er ikke lavet af granit
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Nordjysk husejer vinder retssag. Populære sorte gulvklinker "Black Galaxy" er ikke lavet af granit, siger landsretten.
De populære sorte gulvklinker, der sælges som "ægte Black Galaxy-granit" i en lang række byggemarkeder i Danmark, er ikke lavet af granit, og så må man ikke sælge den som en "ægte granit-klinke"
Denne sandhed er Vestre Landsret nået frem til i en dom, hvor Silvan-kæden bliver dømt til at betale erstatning til en nordjysk husejer.
Black Galaxy er sort, blank natursten, der var og fortsat er vældig populær i danske parcelhuse. Den stammer fra et stenbrud i Indien og bliver poleret og pakket i Kina.
Husejeren ville have en slidstærk, blank natursten som gulvklinke i køkken, bryggers og badeværelser.
Silvans fliseekspert mente, at han skulle bruge ren granit af hensyn til holdbarheden. Han lagde klinkerne og i starten var gulvet flot blankt og ensartet, men efter et års tid begyndte nogle af klinkerne at blive matte og skjoldede.
Han klagede og forsøgte at rengøre fliserne med andre midler, men lige lidt hjalp det. Silvan mente ikke, der var fejl i stenene, hvorefter husejeren anlagde sag og krævede 141.000 kroner - et beløb, der skulle dække køb og lægning af nye klinker
Syns- og skønsmanden, der er geolog, siger, at Black Galaxy-fliserne ikke er lavet af granit, men derimod den beslægtede bjergart gabbro. Gabbro er ligesom granit en dybbjergart, men har en lavere slidstyrke end ægte granit.
Ifølge de europæiske standarder kan man godt markedsføre natursten under et populært navn som f.eks. granit, men det korrekte geologiske navn skal fremgå af emballagen. I henhold til de danske byggenormer er det dog direkte vildledende at sælge sten af f.eks. gabbro under betegnelsen granit.
Så Silvan skal betale 141.000 kr. med renter fra 2008, plus 151.000 kr. til husejerens omkostninger.