Populære Poul Anker Bech
Maleren har altid været populær - også efter sin død trækker han mange tilskuere. I dag åbnede en ny udstilling i Vrå.
Maleren Poul Anker Bech har altid været populær. Og populariteten er bestemt ikke dalet efter hans død. Det vidner rekordstore besøgstal om til de mindeudstillinger, der har været holdt i Hjørring og Randers. Søndag kom turen til Kunstbygningen i Vrå.
Og også i Vrå er interessen i top fra dag et. Anne Lie Stokbro, der er kunstnerisk leder i Kunstbygningen i Vrå tog imod de mange gæster.
- Selvom der er godt sommervejr, så vil folk gerne se Poul Anker Bech, siger en glad og tilfreds Anne Lie Stokbro.
Udstillingen viser 32 værker, der skildrer udviklingen af Bechs landskabsmaleri fra slutningen af 1970erne og frem til 2009, hvor han døde.
De fleste af malerierne er i privat-eje også har aldrig været udstillede.
Fascinationen af Poul Anker Bech er ikke til at tage fejl af. Inkarnerede fans har taget turen helt fra Sjælland.
- Det er det der uventede. Hvad sker der? Hvor er næste hjørne? Er det der eller er det der ikke? Og det bliver så kastet tilbage til en selv, siger den sjællandske fan, Kirsten Ledet Christiansen.
Udstillingen kan ses frem til 24. juli.