Populære spil ripper unge for tusinde kroner
Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord
En dopaminindsprøjtning og et helt særligt fællesskab.
Det er den følelse, 15-årige Sigurd oplever, når han spiller.
Fortnite var Sigurds yndlingsspil, da han var yngre. Og Fortnite er et af i alt 17 spil, Forbrugerrådet Tænk har anmeldt for ulovligt manipulerende design.
I Fortnite, Minecraft, Pokemon Go og de 14 andre spil er det muligt at tilkøbe såkaldte in-game buys, hvor man kan købe elementer, der ellers ikke er en del af spillet. Det kan for eksempel være våben, spilkarakterer og lignende.
Og det er særligt unge drenge som Sigurd, der køber disse elementer i spil.
- Man var sej, hvis man købte noget i spil, så det blev en konkurrence om at have det fedeste, siger Sigurd.
Sigurds ven Malik kender også til det at være så opslugt af et spil, at man bare må have det nyeste og fedeste udstyr i spillet. Malik har brugt mange timer på Minecraft, og han beskriver fællesskabet som årsagen til, at han engang købte in-game buys.
- Hvis mine venner kom langt foran i spillet, kunne man bare købe sig foran i spillet og på den måde spille med dem igen, siger Malik.
Interessen for gaming har for begge drenge udviklet sig til, at de nu har valgt valgfaget spiludvikling på Østhimmerlands Ungdomsskole. Her er de meget bevidste om de erfaringer, de har gjort sig.
- Jeg synes, at det er forkert, at spiludviklerne udnytter, at børn bare bruger mor og fars penge, siger Malik.
For problemet ved in-game buys er desuden, at de sælges i virtuelle valutaer, som derfor kan være svære at kende den faktiske værdi af. Det gør det svært for særligt børn og unge at regne ud, hvor mange penge man rent faktisk bruger.