Populære spøgelsesjægere vender tilbage
Foto: TV2 Nord
Den populære serie 'Er der nogen' vender tilbage med to special-afsnit og 12 nye programmer i 2017.
'Er der nogen?' er et af de allermest populære programmer på TV2 Nord Salto og her på tv2nord.dk.
Og nu har vi gode nyheder til de mange, der har set både sæson 1 og 2 flere gange. De frederikshavnske spøgelsesjægere vender tilbage!
Det første, I får at se til nye afsnit, bliver til efteråret, når nætterne igen er mørke og kolde. Den 28. oktober sender vi nemlig på Salto og tv2nord.dk en 'nøjeren' Allehelgens Special.
Den følger vi op med special-episoden 'Er der nogen? Det søde julegys' som sendes 23. december.
Og når så kalenderen engang (om aaaaaaalt for længe) viser 2017, vender drengene tilbage for fuld kraft. I 12 afsnit besøger drengene hjemsøgte steder i det meste af Jylland, for i de nye afsnit er det ikke kun Saltos seere, der får glæde af drengene. De to TV2-regioner TV 2 | Østjylland og TV MIDTVEST har nemlig spændt sig på "Er der nogen?"-campingvognen og bringer også de nye afsnit.
Nogle af de steder vi skal besøge rundt i dele af Jylland har så grusomme historier, at de fleste vil tro det er løgn.
- Det bliver så "nøjeren"! Nogle af de steder, vi skal besøge rundt i dele af Jylland, har så grusomme historier, at de fleste vil tro, det er løgn. Seerne kan godt glæde sig til at se os blive bange, siger Nicolai Sund.
- Vi bliver dog nødt til at klemme ballerne sammen, så vi kan undersøge og prøve at bevise, der findes spøgelser, siger han videre og suppleres af Mikkel Egelund.
- Vi glæder os til at udvide vores horisont længere imod syd, nu når de to andre kanaler er med på at opsøge nye spændende eventyr. Mon ikke vi denne gang får et klart bevis for, at der er nogen, derude i det mørke Jylland.
'Er der nogen? I det mørke Jylland' har premiere 31. marts på Salto - og altså også på de to andre regionale kanaler.
Du kan se de tidligere afsnit på tv2nord.dk/erdernogen