Portland kæmper mod afgift
Foto: Tv2nord.dk
Ledelsen fra Aalborg Portland besøgte mandag skatteministeren i håb om at få ministeren til at droppe den såkaldte nox-afgift - en afgift som ifølge fabrikken vil koste arbejdspladser i Aalborg.
Fronterne var på forhånd trukket skarpt op før dagens møde. Aalborg Portland siger, at en ny afgift på 40 millioner kroner er helt uspiselig. Og skatteministeren har sagt at den er nødvendig for statskassen og miljøet.
- Vi forventer, at skatteministeren lever op til regeringens løfter om at sikre danske arbejdspladser og dansk produktion, siger Henning Bæk, der er Koncern- og finansdirektør ved Aalborg Portland.
Aalborg Portland får ikke ministeren til at love at de kan blive undtaget fra afgiften, men ministerens dør står alligevel på klem.
- Alting skal jo være i overensstemmelse med statsstøtteregler og andre mere tekniske spørgsmål, og det er det, vi nu går i gang med at undersøge. Og vi vil også arbejde hurtigt, så vi forhåbentlig kan få en konstruktiv løsning på det her spørgsmål, siger skatteminister Tor Möger Pedersen (SF).
Truslen om at Aalborg Portland vil udfase sin fabrik i Aalborg og flytte til udlandet hænger altså stadig over skatteministeriet.
- Der er ikke kommet nogle konkrete løsningsforslag. Så fakta det er, at Portland står med en afgift, der rammer pr. 1. januar med 40 millioner kroner, og det er ganske ganske alvorligt, siger Henning Bæk.