Poul Anker Bech sætter verdensrekord på auktion
"En drift mod havet" er blandt de værker, der har sat rekord. Med et hammerslag på 300.000 kroner har en række værker af den nordjyske nu afdøde kunstner Poul Anker Bech slået verdensrekord hos auktionsfirmaet Bruun Rasmussen. Foto: Bruun Rasmussen
Med et hammerslag på 300.000 kroner har en række værker af den nordjyske nu afdøde kunstner Poul Anker Bech slået verdensrekord hos auktionsfirmaet Bruun Rasmussen.
Buddene fløj gennem auktionssalen, da Bruun Rasmussen kort før corona-krisen ramte Danmark, satte en række værker af Poul Anker Bech under hammeren på en Traditionel Auktion i København.
Den nordjyske kunstners gådefulde malerier fik flere ivrige budgivere op af stolene – og det endte med en ny dobbelt verdensrekord for kunstneren med to hammerslag på 300.000 kr. for henholdsvis "Golfdrømme en vinternat" (1994) og "En drift mod havet" (2007).
- Denne dag kan med rette kaldes et gennembrud for Poul Anker Bech på auktion. Udvalget på auktionen var særligt interessant, og budgiverne har kunnet se, at det er værker af høj kvalitet. Der er tale om hammerslag på malerier af kunstneren i et niveau, som vi ikke har set længe, siger Niels Raben, leder af afdelingen for moderne kunst hos Bruun Rasmussen.
De solgte værker stammer alle fra en dansk privatsamling og viser ifølge Bruun Rasmussen til fulde Poul Anker Bech, når han er bedst. Et sted mellem realisme og surrealisme skaber han sine tankevækkende motiver, som tager afsæt i det lokale, men også har en stærk og omsiggribende fornemmelse for det universelle.
Selv har Poul Anker Bech udtalt om sine gådefulde motiver, at det skal være maleriet, man husker, uden at kende meningen med det.
Auktionens fire højeste hammerslag på Poul Anker Bechs værker blev "Golfdrømme i vinternat", 1994. Vurdering: 125.000 kr. Hammerslag: 300.000 kr., "En drift mod havet", 2007. Vurdering: 125.000 kr. Hammerslag: 300.000 kr., "Det røde fjeld og himmelhavet", 2002-2003. Vurdering: 150.000 kr. Hammerslag: 220.000 kr. og "Familie i morgendis", 2003. Vurdering: 50.000-60.000 kr. Hammerslag: 105.000 kr.
Fra gymnasielærer til kunstner
Poul Anker Bechs var født og opvokset i Vendsyssel og hans karriere inden for kunstens verden startede i 1960’erne, og siden har han haft en fremtrædende plads i dansk kunstliv.
Han blev i 1973 færdig som cand.mag. i historie og kunsthistorie fra Aarhus Universitet, hvorefter han blev gymnasielærer. Det var først i 1988, at han droppede lærergerningen for at blive billedkunstner på fuld tid – og det skulle vise sig at blive en god investering.
Teaterforestilling
I efteråret 2018 blev historien om Poul Anker Bech til Vendsyssel Teaters hidtil største forestilling, Det tabte land. Det blev en forestilling om maleren, der kæmper med sig selv for at få skabt sine billeder. Det tabte land er også en forestilling om manden, der savner sin afdøde hustru - og en forestilling om provinskunstneren, der kæmper med at blive anerkendt i hovedstaden.
Det tabte land er teatrets gave til Hjørrings 775 års købstadsjubilæum.