Preben Bang: Politiets responstider er ikke acceptable
Responstiderne er ikke i orden. Men regeringen har igangsat de nødvendige initiativer, der skal forbedre dem, siger Preben Bang Henriksen (V).
Det går den gale vej med politiets udrykningstider. Det varer nu halvandet minut længere end for to år siden for Nordjyllands Politi at rykke til alarmkald.
Dugfriske tal fra Rigspolitiet viser, at den gennemsnitlige udrykningstid for politiet er vokset fra ni minutter og 31 sekunder til 11 minutter og tre sekunder.
Der er sket en tilsvarende stigning, når man måler specifikt på overfald/slagsmål, husspektakler og 'andet'.
Til gengæld falder tallene for udrykning til spirituskørsel med halvandet minut, kørsel med blåt blink til røverier varer 38 sekunder færre og udrykning til igangværende indbrud falder med 26 sekunder.
Det er ikke i orden, mener folketingspolitiker Preben Bang Henriksen fra Venstre.
- Det går i den gale retning, og det er en uholdbar situation. Jeg er med på, at politiet kan forklare de ringere tal med, at de har brugt ekstra mandskab ved grænsen og på terror-bekæmpelse i København, men kurven skal vendes. Det her er uacceptabelt, kommenterer Preben Bang Henriksen Rigspolitiets opgørelse.
Han vedkender sig, at det kræver politisk handling at få tilføjet politiet flere ressourcer.
- Regeringen har valgt at indsætte Hjemmeværnet ved grænsen og lade HK'ere betjene ATK-vognene, og der kommer snart flere politifolk under uddannelse. Det bør afhjælpe problemet, og gør det ikke det, må forligspartierne sætte sig sammen og drøfte situationen igen, siger han.
Det er ikke lykkedes at få en kommentar til tallene fra Nordjyllands Politi.