Pris til Fårup Sommerland
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Den nordjyske forlystelsespark har fået brancheforeningens ord for, at deres markedsføring ikke er ? helt ude i skoven?
Vinterroen og håndværkerne har for længst indtaget Fårup Sommerland, og børnefamilierne og candyfloss er blevet erstattet af håndværkere og tunge entreprenørmaskiner.
Alt sammen for at ruste parken til en ny sæson. Og nu kan Fårup Sommerland gå den kommende sæson i møde med en fornem pris oveni hatten - parken har nemlig vundet den såkaldte "Advertisement Affectiveness Award," som hvert år uddeles af de danske reklamebureauers brancheforening.
- Vi får den for at være meget effektive i vores kommunikation og for at få rigtig meget ud af vores reklamekroner, forklarer Rasmus Mortensen, marketingkoordinator hos Fårup Sommerland.
Det var ham, der netop har modtaget prisen på Børsen i København, side om side med branchens tunge spillere såsom SAS, Carlsberg og Danske Bank.
- I det spil er vi jo de små drenge. Så det er altid sjovt at komme med et lille budget og så kunne spille op imod nogle budgetter, som vi aldrig vil kunne få fat i, siger Rasmus Mortensen.
Prisen gives desuden til Fårup Sommerland, fordi der ifølge juryen er god sammenhæng mellem de løfter, som parken giver i reklamerne og den virkelighed, som gæsterne oplever.
- Når de (gæsterne, red.) får at vide, at de får en fantastisk dag helt ude i skoven, jamen så får de en fantastisk dag ude i skoven, når de kommer i parken, uddyber Rasmus Mortensen og erkender, at de ansatte i Fårup Sommerland, trods alt, ikke er 100 procent ufejlbarlige:
- Nej! Jeg har i hvert fald en mail liggende på mit skrivebord, som jeg ikke har fået svaret på endnu.