Pris til Læsø Salt
Læsø Salt hædret med landets største markedsføringspris, HBH-prisen.
Det er ikke kun smagen og saltets udseende, der sælger i markedsføringen, det gør den gode historie også. Læsø Salt giver forbrugerne en særlig oplevelse, når de køber og bruger saltet - og på Læsø går det så godt, at man ikke behøver markedsføre sig traditionelt. Det er nu det, der har givet årets markedsføringspris.
Prisen er på 50.000 kroner og blev uddelt onsdag i København og æren skal i øvrigt deles med kokken Claus Meyer.
I begrundelsen er der lagt vægt på, at det er lykkedes begge prismodtagere at udvikle og forny Danmarks ældste erhverv - fødevaresektoren. Hos Læsø Salt går den gode historie og en høj kvalitet hånd i hånd, og det er oplevelsesøkonomien, der er lagt vægt på i indstillingen til prisen.
- Fortællingen er utrolig vigtig. Der er en historie bag, der går helt tilbage til middelalderen, og folk længes efter de gamle traditioner, siger sydemester Poul Christensen fra Læsø Salt.
Begge prismodtagere har beskæftiget sig med at iscenesætte og fortælle historien om fødevarerne.
- Markedsføring kan ikke redde et dårligt produkt, men udover gode produkter har årets prismodtagere formået at arbejde med andre markedsføringsværktøjer end kommunikation, siger Mogens Bjerre, der er lektor på Copenhagen Business School og medlem af bestyrelsen for HBH-fonden.
Historien bag Danmarks største markedsføringspris
Bag HBH Markedsføringsprisen står grundlæggeren af HBH-koncernen, direktør Henrik Bødtcher-Hansen. Umiddelbart efter 2. Verdenskrig skabte han HBH A/S og ved hjælp af kreativ og moderne markedsføring gjorde han HBH-navnet kendt inden for salget af el-varmepuder, højfjeldssole samt køkken-, sundheds- og hårplejeapparater. I 1991 stiftede han Henrik Bødtcher-Hansens Fond, der siden, en gang årligt, har uddelt Danmarks største markedsføringspris til en virksomhed, person eller organisation.