Prisen på mink stiger igen igen

Danske minkskind sælger bedre og bedre. Og de fleste kommer fra Nordjylland

Eksporten af danske minkskind har sat ny rekord under de seneste dages auktion hos Kopenhagen Fur, skriver Morgenavisen jyllands-Posten.

Auktionen slutter i dag, og Torben Nielsen, adm. direktør for Kopenhagen Fur, oplyser, at der er solgt mere end 5 mio. skind til gennemsnitspriser et pænt stykke over 500 kr.

- Vi satte omsætningsrekord på både decemberauktionen og februarauktionen. Nu gør vi det igen. Gennemsnitspriserne på de solgte skind er steget yderligere 10 pct. siden februar og er de højeste nogensinde. Den totale omsætning på auktionen bliver 2,7 - 2,8 mia. kr., hvilket også er rekord, oplyser Torben Nielsen.

Han vurderer, at eksporten af danske minkskind i år vil nå op på 10 - 11 mia. kr. - en stigning på 31 pct. sammenlignet med 2011, der også var rekordår.

- Stemningen i pelsbranchen er nærmest euforisk. Fremgangen er lige nu drevet af en kombination af modestrømninger, en ekstraordinært kold vinter og økonomisk vækst på især vores vigtigste marked i Kina, fortæller Torben Nielsen.

De fleste minkskind, der produceres i Danmark, kommer fra Gjøl, som siges at have verdens største koncentration af minkavlere.


Seneste nyt

fra Nordjylland